Smedegaard: USA er det nye Asien
USA kommer til at overtage Asiens rolle som vækstdriver i verden. Det vurderer A.P. Møller - Mærsks topchef Nils Smedegaard Andersen i et interview med den amerikanske nyhedstjeneste Bloomberg.
"Tingene går i den rigtige retning derovre. Sydamerika og Asien var vækstens hovedcentre sidste år, mens USA spiller en større rolle i år", siger Nils Smedegaard Andersen til Bloomberg.
"Europa trækker den globale økonomi ned. Grundene er jo velkendte: Gæld og store offentlige sektorer”, konstaterer den økonomuddannede topchef.
Selvom Nils Smedegaard Andersen ikke ser nogen umiddelbar ende på den fem år lange økonomiske krise, er han optimist.
"Verden piver over en lavkonjunktur og fem år med lav vækst, og vi er også udsat, for vi er i en meget konjunkturfølsom industri. Men når jeg kigger tilbage på de sidste fem år her i koncernen, har vi øget vores egenkapital fra 24 til 39 mia. dollar samtidig med, at vi har udbetalt stigende udbytter og investeret ganske voldsomt”, siger Smeddegaard i interviewet med nyhedsbureauet.
Kilde: Dagbladet Børsen