Slow steaming er kommet for at blive
Når krisen på et tidspunkt helt har sluppet sit greb i shippingindustrien, skal man ikke forvente at der igen bliver kommanderet fuld kraft frem, Slowsteaming er kommet for at blive, vurderer Maersk Lines topchef Eivind Kolding.
"Hvad angår Maersk Line, så er slow steaming kommet for at blive, fordi det er en win-win-win situation for alle. Det er til gavn for vores kunder, det er bedre for miljøet, og det er bedre for vores forretning", siger Eivind Kolding.
"Vi mener, at vi bedst betjener vores kunder ved stabile forbedringer af pålideligheden i tidsplaner, ved at holde omkostningerne til brændstof nede og ved fortsat at mindske vores udslip af co2. Besparelserne vil gøre os i stand til at investere yderligere i innovation og forbedret service, for eksempel i større effektivitet på terminalerne", siger Kolding.
I en meddelelse udsendt af Maersk Line, imødegår rederiet klagerne over, at de lange transporttider forlænger perioden mellem køb og salg for varehusene, hvor skibene fungerer som flydende lagre.
"Analysen viser, at slow steaming afhjælper flaskehalse på terminalerne. Kunderne hos Maersk Line kan nu vide med langt større sikkerhed, hvornår deres containere vil ankomme og kan hermed planlægge distributionen bedre", hedder det i meddelelsen.
Slow steaming har ifølge Maersk Lines analyse resulteret i syv pct. mindre co2 udslip per container i det sidste halvandet år.
Et skib der reducerer hastigheden med 20 pct. vil spare 40 pct. af co2-udledningen, men for at servicere kunderne har Maersk Line sat ekstra skibe ind på farterne, og derfor er den samlede besparelse af co2-udslippet ikke større.
Kilde: sydinvest.dk