Slæbebåd tæt på at synke efter kollision
Slæbebåden Skuld kolliderede torsdag formiddag med en stor borerig, som den var med til at bugsere ind i Esbjerg Havn. Slæbebåden fik slået et sort hul under vandlinjen og kun en hurtig indsats fra to andre slæbebåde forhindrede at Skuld gik til bunds.
Ulykken skete da slæbebådens hovedmotor pludselig satte ud, hvorefter Skuld kolliderede med boreriggen. Ingen mennesker kom til skade ved kollisionen.
To andre slæbebåde der var involveret i opgaven fik hurtigt bugseret Skuld til kaj, hvor brandvæsenet stod klar med kraftige pumper.
Der er nu lagt flydespærringer rundt om den uheldige slæbebåd, og selv om der er løbet en del dieselolie ud fra skibet, er der ikke tale om nogen egentlig forurening, da diesel hurtigt fordamper.
Kilde: TV2 Syd