Skrappere regler for at undgå oliespild
Den amerikanske regering foreslår nu at indføre nogle skrappere regler for olieboringer, som skal sikre en bedre beskyttelse af menneskeliv og miljøet i tilfælde af olieudslip. Forslaget kommer efter en undersøgelse af branden og eksplosionen ombord på boreplatformen Deepwater Horizon i Den Mexicanske Golf i 2010.
”Både industrien og regeringen har taget nogle vigtige skridt for bedre at beskytte menneskeliv og miljøet fra oliespild, og disse foreslåede forholdsregler er designet til yderligere at tage ved lære af Deepwater Horizon-tragedien og sikre, at offshore-aktiviteter er sikre”, siger indenrigsminister Sally Jewell. 11 personer blev dræbt ved branden og eksplosionen, og fem millioner tønder råolie løb ud i havet, hvilket olieselskabet BP måtte bruge 37 milliarder dollar på at fjerne.
Efter ulykken har det amerikanske indenrigsministerium gennemført en evaluering af anbefalinger fra industrigrupper, udstyrsproducenter, føderale agenturer, akademier og miljøorganisationer. Disse anbefalinger danner grundlag for det nye forslag, som blandt andet går ud på at indføre strengere krav til designet og til udstyr til kontrol af boringer.
Kilde: World Maritime News