Skib taber 42 containere ud for Japan
Evergreen-skibet Ever Smart sejlede ca 700 sømil øst for den japanske kyst, da det tabte 42 containere, oplyser Storbritanniens maritime ulykkes myndigheder (MAIB), der har startet en undersøgelse af hændelsen.
Ifølge medierapporter kan dårligt vejr på skibets rute i det nordvestlige Stillehav være årsag til tabet af containerne. Ever Smart var på vej fra havnen i Taipei, Taiwan til havnen i Los Angeles, hvor den efter planen skal ankomme den 8. november ifølge de tilgængelige AIS-data fra Marine Traffic, skriver World Maritime News.
Det 7.024 TEU store skib er bygget i 2006 af Mitsubishi og sejler under UK flag.
Det er ikke første gang, Ever Smart får medieomtale. Det skete også i 2015, hvor det kolliderede med tankeren Alexandra 1 i Jebel Ali havnen i De Forenede Arabiske Emirater.
Kilde: World Martime News.