Skib får revet styrehus og skorsten af
En otte år gammel video er dukket op på Internettet. Videoen, der er optaget natten til den 1. August 2001, viser hvordan bulkcarrier Windoc får skrællet styrehuset og skorstenen af, da den rammer en løftebro i Canada.
Kaptajn Ken Strong stod selv på broen, sammen med 3. styrmanden og en rorgænger, da den 730 fod lange bulkcarrier Windoc nærmer sig løftebro nr. 11 på Welland Kanalen i Ontario, Canada.
De tre på broen så tydeligt, at et signal blinkede gult, som tegn på, at brovagten havde set fragtskibet, og var klar over at det nærmer sig broen med en fart på 5 knob.
Da skibet var cirka halvvejs under broen, bemærkede tredje styrmand, at signalet nu lyste rødt - og at brofaget var på vej ned.
Kaptajnen gav straks ordre om at evakuere broen, hvorefter han og tredjestyrmanden i hast forlod broen.
Rorgængeren valgte at blive på sin post, og først da brofaget ramte styrehuset, kastede han sig på gulvet.
Brofaget skar sig på få sekunder gennem styrehuset og væltede skorstenen. Men som ved et mirake,l kom ingen om bord alvorligt til skade, på trods af, at skibet kort efter også brød i brand.
Det blev efterfølgende slået fast, at brovagten havde udvist manglende agtpågivenhed.
Se video fra påsejlingen HER
Kilde: wellandcanal.ca