Skagen Havn i fuld gang med udvidelse
Skagen Havn er ved at være færdig med den store udvidelse til 300 millioner kroner, og udvidelsesarbejdet ventes at være helt afsluttet inden for de næste par måneder. Det første krydstogtskib, som kommer til at anløbe den nye kaj bliver Brilliance of the Seas, som kommer til Skagen den 20. maj.
Det 292 meter lange Brilliance of the Seas ankommer med 2500 passagerer og 860 besætningsmedlemmer. Havnebassinet er uddybet til 12,5 meter, og der er anlagt i alt 600 meter ny kaj. Indsejlingen er desuden udvidet fra 80 til 175 meter, og der er bygget 1,5 kilometer nye ydermoler. Havnen satser nu på at tiltrække langt flere krydstogtskibe.
”Og med de nye og bedre muligheder vil Skagen Havn også være attraktiv for potentielt nye lejere samtidig med, at havnens nuværende virksomheder får mulighed for at udvide deres eksisterende forretningsområder”, siger havnedirektør Willy B. Hansen.
Kilde: nordjyske.dk