Sikkerhedsrådet drøfter droneangreb på skib
FNs Sikkerhedsråd har på et lukket møde fredag drøftet det formodede iranske droneangreb på tankskibet Mercer Street i sidste uge, der dræbte to besætningsmedlemmer. Det sker efter at USA har fremlagt tekniske beviser der kæder Iran til angrebet.
Der er ikke sluppet oplysninger ud fra mødet, men USA har offentliggjort en rapport om angrebet der kostede skibets kaptajn og en sikkerhedsvagt livet.
Mercer Street er ejet af japanske Taiheiyo Kaiun, men sejler for Zodiac Maritime under liberiansk flag. Zodiac er kontrolleret af den israelske shippingmogul Eyal Ofer.
Israel og Iran har længe ført en skyggekrig mod mål på land og på havet, og droneangrebet på Mercer Street menes at være et led i denne skyggekrig.
Ifølge den amerikanske rapport er der fundet dele af den angribende drone om bord på Mercer Street, og disse dele er identiske med dele fra iranske droner fundet efter andre angreb.
Ifølge det russiske nyhedsbureau TASS er USA og Storbritannien i samtaler med allierede om en fælles reaktion på angrebet.
Iran afviser at stå bag angrebet.
Redaktionen