Semco Maritime tynder ud i ledelsen
Offshore-virksomheden Semco Maritime med hovedkontor i Esbjerg har afskediget syv-otte medarbejdere på ledelsesniveau. I alt har virksomheden fyret hen ved 500 medarbejdere, siden olieprisen begyndte at falde.
”Hen over vinteren har vi skåret ned i ledelseslagene, ændret strukturer i organisationen og optimeret med et antal lederstillinger ved blandt andet naturlig afgang, og det er en naturlig fortsættelse af, at vi er blevet færre medarbejdere”, siger Jens Holm-Nielsen, senior vice president og HR-direktør i Semco Maritime, ifølge Metal Supply, der citerer JyskeVestkysten.
Semco Maritime fik i 2015 et underskud på 85,2 millioner kroner, og i 2014 blev det til et underskud på 65,3 millioner kroner. Man skal helt tilbage til 2013 for at finde overskud på bundlinjen. Der fik Semco Maritime et overskud efter skat på 36,9 millioner kroner.
Kilde: Metal Supply