Semco Maritime får ny adm. direktør
Steen Brødbæk, 45 år, tiltræder den 1. maj som administrerende direktør for Semco Maritime med hovedsæde i Esbjerg. Erik Gaj Nielsen, der siden Jan E. Hansen døde i juni i fjor har udgjort direktionen alene, fortsætter som viceadministrerende direktør i den nye direktion.
"Med Erik Gaj Nielsens og Steen Brødbæks baggrunde har vi en direktion, der kan fortsætte gennemførelsen af vores strategiplan og sikre fremtidig vækst. Erik har lang tids erfaring som direktør for Semco Maritime. Steen har stor erfaring fra offshoresektoren og vækstorienterede virksomheder, og han har de menneskelige egenskaber, der vil passe ind i vores kultur", siger bestyrelsesformand
Anders Obel.
Steen Brødbæk kommer fra en tilsvarende stilling i Arvid Nilsson A/S, der er Skandinaviens førende grossist inden for befæstelsesprodukter og siden 2005 under Steens ledelse har vendt et underskud til pæne økonomiske resultater.
Semco Maritimes nye administrerende direktør har en stærk faglig og ledelsesmæssig baggrund fra internationale koncerner. I årene 1987-2002 havde han en række ledende poster indenfor især offshore og telekommunikation i industrikoncernen ABB og sluttede som Group Vice President, inden han i 2002 tog imod et tilbud om at blive adm. direktør for Invensys APV A/S.
"Jeg er vokset op med offshorebranchen via mit virke i ABB, blandt andet som divisionsdirektør i ABB National Electric A/S i Esbjerg, og jeg er fortrolig med branchens teknologiudvikling og projekter. I Semco Maritime vender jeg tilbage til en projektrelateret virksomhed med klare visioner og mål. Jeg glæder mig enormt og er samtidig ydmyg over for opgaven", siger Steen Brødbæk.
Steen Brødbæk er født og opvokset i Esbjerg, uddannet stærkstrømsingeniør ved Aarhus Teknikum, og har sideløbende med lederkarrieren gennemført lederuddannelse i både ABB-regi og på anerkendte internationale uddannelser.
Kilde: Semco Maritime