Scanel henter ny CEO fra egne rækker
Jakob Tvilling Grønkjær, der siden 2020 har været Driftsdirektør i Scanel International, er med virkning fra den1. maj udnævnt til Administrerende direktør i selskabet. Posten som COO overtages af Dennis Thordal Lavrsen, der hidtil har været afdelingsleder i virksomheden.
Foto: Scanel.
Som ny administrerende direktør skal Jakob Tvilling Grønkjær sætte kursen for virksomheden, hvor marine-el fortsat er kerneforretningen, og den grønne omstilling rummer store vækstpotentialer.
”Den grønne omstilling fylder mere og mere både på land og til søs, og grøn omstilling kræver stærke kompetencer inden for el. De kompetencer har vi i Scanel, og de skal bringes i spil inden for alle forretningsområder og på nye måder. Bl.a. har vi sidste år og i år etableret afdelinger på havnene i Odense og Aalborg for at være tættere på kunderne”, siger Jakob Tvilling Grønkjær.
Jakob Tvilling Grønkjær har mange års erfaring i el-branchen. Han har tidligere været driftsdirektør i en årrække i en større el-virksomhed, hvor han ligeledes startede sin karriere som elektrikerlærling i 2001. I årenes løb har Jakob Tvilling Grønkjær taget adskillige uddannelser indenfor ledelse og er således klædt særdeles godt på til at varetage det fulde ansvar for Scanel International A/.
Virksomhedens ny driftsdirektør, Dennis Thordal Lavrsen, er autoriseret elinstallatør. Han blev ansat som elektriker i Scanel International i februar 2004 og har bl.a. arbejdet som formand og projektleder, inden han 1. marts 2018 blev udpeget til stillingen som afdelingsleder i Scanel International A/S.
Palle Thordal Lavrsen og Ole Thue Hansen, der udgør selskabets ejerkreds, vil fremadrettet også være en del af direktionen i Scanel International A/S.
Kilde: Scanel