Scandlines vil kræve erstatning af værft
Scandlines er godt gammeldags træt af P+S Werften i Stralsund, efter at værftet gentagne gange har ændret på leveringsdatoen for rederiets to nye færger på Gedser - Rostock overfarten, Berlin og Copenhagen.
Senest havde værftet lovet, at den første af de to nye færger - Berlin - ville være klar til indsættelse den 1. juli. Med udgangspunkt heri, strikkede Scandlines en nød-sejlplan sammen. For et par uger efter at kunne konstatere, at heller ikke det løfte holdt.
”Vi kender ikke nogen nærmere forklaring på forsinkelserne. Desværre. Men vi har været nødt til at sige, at uanset hvad - så tror vi ikke på levering til sommertrafikken. Derfor må vi bruge vores eksisterende færger plus en ekstrafærge, som der endnu ikke er aftale om. Det er kompliceret. Forholdet til værftet er da anstrengt. Selvfølgelig”, siger Claus Nikolajsen, Fleet Manager i Scandlines, til folketidende.dk.
Scandlines har i foråret afviklet en massiv reklamekampagne for at trække trafik til Gedser-Rostock. Det er også lykkedes. Man har bare ikke de nye færger at opfylde løfterne med, skriver avisen.
Derfor må Scandlines nu ud at finde en ekstrafærge til at supplere de nuværende Kronprins Frederik og Prins Joachim med, samtidig med at der skal rokeres på personale med videre.
Der er uden tvivl derfor også lagt op til, at Scandlines vil kræve markante bøder fra P+S Werften, når de nye færger en gang bliver leveret - skriver avisen.
Kilde: Folketidende
