Scandlines presset af banker
Scandlines er ramt af svigtende indtjening. Rederiet kæmper for at få omkostningerne ned, men alligevel er der nu opstået usikkerhed om, hvorvidt rederiet kan opfylde låneaftalerne med bankerne
"Vi er klart i en anspændt situation som følge af gældens størrelse i forhold til vores indtjening", siger finansdirektør Tage Reinert til dagbladet Børsen.
Hvis Scandlines bryder aftalerne med bankerne, vil det føre til en væsentlig højere rente og dermed presse selskabet endnu mere. Af selskabets årsregnskab fremgår det, at færgerederiet har lånt omkring 8,4 milliarder kroner i bankerne, og at lånevilkårene er betinget af en række finansielle måltal.
Bankerne tjekker hvert halve år om Scandlines lever op til aftalerne, og næste kontrol bliver ved månedens udgang. Rederiets ledelse er i øjeblikket i gang med at gennemføre en lang række besparelser, som skal bringe selskabet ud af kreditklemmen.
Kilde: Dagbladet Børsen