Scandlines flytter tysk hovedkontor
Med over 120 rederier er Hamburg centrum for Tysklands maritime aktiviteter og er derudover også en af de største havnebyer i Europa. Efter en forenkling af forretningen har Scandlines besluttet at flytte sit tyske hovedkontor med den øverste tyske ledelse til Hamburg og i den forbindelse tilpasse organisationen.
Siden Scandlines blev privatiseret i 2007, har virksomheden ændret sig betydeligt. I 2012 blev fem baltiske fragtruter, primært til og fra Rostock og Sassznitz i Tyskland, frasolgt, hvilket reducerede antallet af skibe på tysk flag fra syv til tre. Samtidig er gruppens juridiske struktur løbende blevet forenklet.
Som følge af denne forenkling har Scandlines besluttet at tilpasse sin organisation. Det er hensigten at flytte den øverste tyske ledelse og Finance-afdelingen fra Warnemünde til det nye hovedkontor i Hamburg. I den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern vil Scandlines koncentrere sig om lokationen i den internationale havn i Rostock, hvor også nybygningerne M/F Berlin og M/F Copenhagen vil begynde at betjene ruten Gedser-Rostock i løbet af anden halvdel af 2015.
I forlængelse af det vil et mindre antal administrative funktioner blive outsourcet eller centraliseret. I alt kan denne tilpasning påvirke under seks procent af den tyske arbejdsstyrke. Med denne tilpasning øges mulighederne for at beskytte næsten 2.000 jobs i Danmark og Tyskland. Det sikrer, at virksomheden har en omkostningsbase, der matcher fremtidige behov og udfordringer, og at Scandlines forbliver konkurrencedygtig.
Scandlines forventer, at forhandlingerne med det tyske samarbejdsudvalg er afsluttet inden udgangen af februar 2015.
Kilde: Scandlines