Russisk kaptajn slipper med bødestraf
Den russiske kaptajn der stod på broen, da tankskibet Terry gik på grund ved Nordre Røse i sidste uge, står ikke til en fængselsstraf men kun til en bødestraf, hvis han bliver dømt for spiritussejlads.
Den blodprøve der blev udtaget på kaptajnen efter ulykken viser, at hans promille var noget under de to, som testen af hans ånde viste i første omgang.
I anklageskriftet nævnes nu en promille der overstiger 0,5, hvilket får anklagemyndigheden til at kræve kaptajnen idømt en bødestraf, samt frakendelse af retten til at føre skib i et år.
Kaptajnen, der har afvist at han var beruset, har forklaret, at sigtbarheden var fin, men at han kom til at forveksle Nordre Røse Fyr med Drogden Fyr.
De danske myndigheder fandt 24 tomme øldåser og tom emballage til to liter papvin i kaptajnens kahyt. Den 47-årige kaptajn erkendte i retten. at han havde drukket lidt vin aftenen før for at fejre sin fødselsdag. Resten af alkoholen, blev ifølge kaptajnens forklaring,
indtaget i forbindelse med et tidligere besøg om bord på skibet.
Sagen mod kaptajnen behandles i Københavns Byret til efteråret.
Kilde: fyens.dk