Russisk coaster frigivet i Hanstholm
Den russiske coaster Yamburg, der sejlede fyret ud for Hals ned i sidste uge, har nu fået lov til at sejle hjem til Kaliningrad. Det sker efter at coasterens ejer har stillet sikkerhed for de to millioner kroner det vil koste at erstatte det ødelagte fyr.
Den økonomiske garanti betyder, at den russiske coaster nu har forladt Hanstholm Havn og har sat kurs mod hjemhavnen Kaliningrad. Det skete efter at de danske myndigheder havde monteret de vitale motordele, der i weekenden var skruet af coasterens maskine for at forhindre, at det stak af fra regningen.
Fyret Svitringen Rende stod syv sømil fra Hals og blev påsejlet af coasteren der var på vej fra Aalborg til Hanstholm. Yamburg stak af fra uheldet, uden at give besked.
Coasteren havde ingen lods ombord da uheldet skete - og der er ingen lovkrav der siger at der skulle have været en - men det kunne måske have været en fordel.
Lods Thomas Egetoft siger til nordjyske.dk, at han ikke er overrasket over påsejlingen.
"Det er et strømfyldt farvand, mange store skibe, for dem med dybgang er det et snævert farvand. Så det må ske engang imellem", siger Thomas Egetoft. Det er da heller ikke første gang et fyr bliver ramt af et skib ud for Hals.
Fundamentet under fyret ligger nu og lurer kun fire meter under havoverfladen.
Kilde: nordjyske.dk