Russerne sætter ny rekord til Nordpolen
Den russiske atomdrevne isbryder 50 Let Pobedy sejlede fra Murmansk til Nordpolen på 79 timer. Det er dobbelt så hurtigt som isbryderen Arktika, der den 17. august 1977 blev det første skib, der nåede Nordpolen.
Den russiske isbryder tog turen for at fejre 40-året for Arktikas historiske rejse. Med på turen var omkring 100 særligt indbudte, heriblandt flere fra den daværende besætning på den første tur til Nordpolen.
Undervejs blev der afholdt en konference om muligheden for at besejle den nordlige rute til Asien året rundt. “Hovedopgaven på konferencen er at belyse, om det giver økonomisk mening at udvikle sejlads året rundt på den nordlige rute,” sagde chefen for de atomdrevne russiske isbrydere, Vyacheslav Ruksha, Atomflot, til det russiske nyhedsbureau Tass.
Han er ikke i tvivl om, at flåden af atomdrevne isbrydere i nær fremtid vil være i stand til at holde ruten åben året rundt.
Kilde: Maritime Executive