Ros til dansk fregat-udsendelse efter ny uro
"Den seneste udvikling i Hormuz-strædet vidner om, at det var en rigtig beslutning at sende en dansk fregat til området," siger adm. dir. Anne H. Steffensen, Danske Rederier efter at iranske styrker onsdag bordede et tankskib i området.
"Når Iver Huitfeldt om kort tid slutter sig til vores allierede i området, vil den være med til at understøtte sikkerheden for vores skibe og den altafgørende fri sejlads,” siger Anne H. Steffensen.
Den fortsat usikre situation i Hormuz-strædet og i de den øvrige del af Golfen blev understreget onsdag, da iranske styrker bordede og tilsyneladende tog kontrol over det liberiansk-flagede tankskib Wila, da det var på vej mod ankerpladsen Khor Fakkan i De Forenede Arabiske Emirater. Skibet sejlede dog videre efter kort tid.
Iver Huitfeldt afsejlede fra Korsør mod Golfen i mandags, hvor det i fire måneder skal indgå i operation AGENOR i Hormuzstrædet som en del af det europæiske initiativ for at beskytte trafikken i det vigtige stræde efter hændelserne i 2019, hvor flere kommercielle skibe blev angrebet med sprængladninger.
”Handelsflåden er ikke – og må aldrig blive – en del af konflikten omkring Hormuz-strædet. Vi har 150-170 dansk opererede skibe gennem Hormuz-strædet hver måned. De skal selvfølgelig kunne sejle trygt i området uden at skulle være nervøse, så derfor må vi sørge for at deeskalere og stabilisere situationen i området,” siger Anne H. Steffensen.
Læs mere om den iranske aktion HER. Kilde: Danske Rederier