Risiko for handelskrig vækker bekymring
Danmarks Rederiforening er bekymret for hvilke konsekvenser det kan få, hvis EU vælger at gå enegang og indfører en afgift på udledning af svovl, fra de skibe der sejler i EU-farvande.
"Det er jo bekymrende. Det er derfor, det er så vigtigt at få en løsning i IMO på plads. Problemerne med regionale løsninger har jo lige vist sig i, hvad der sker i luftfarten, hvor EU har lavet regionale regler, og der er protester fra alle. Det er samme bekymring, vi har for søfarten", siger Jan Fritz Hansen, vicedirektør i Danmarks Rederiforeningen til ShippingWatch.
”Nu skal vi jo ikke male fanden på væggen. Vi må se, hvad det er for et system, EU kommer op med, og hvordan vi kan undgå, at det rammer de her handelsinteresser. Det bliver vores opgave. Men man har jo heller ikke opgivet at lave en international regulering endnu, så lad os håbe, at det kommer igennem i FN," siger Jan Fritz Hansen til nyhedsportalen.
Kommentaren kommer efter, at Times of India her refereret, at den indiske regering har sat sine ambedsmænd til at komme med bud på, hvilke modtræk Indien kan foretage, hvis EU vælger at indføre en ensidig EU-afgift.
Beregninger foretaget af indiske embedsmænd viser, at en EU-miljøafgift på skibsfart kan føre til en forøgelse af raterne på mellem 3 og 15 procent.
Kilde: ShippingWatch
