Regina Line fastholder sine planer
Planerne om en ny færgerute mellem Esbjerg og Harwich lever stadig. I sidste uge var Dansk Metal ude og advare mod at søge job hos Regina Line, fordi man mener, at selskabet er for useriøst. Men det afviser ejeren af Regina Line.
”Det er noget, vi har arbejdet seriøst med i over to år. Så det er virkelig seriøst”, siger Niels Poulsen til DR P4 Esbjerg.
Dansk Metals bekymring går især på. at Regina Line ikke har nogen overenskomst, og at ejeren Niels Poulsen ikke har nogen erfaring fra søfarten. Men også det er Niels Poulsen uenig i.
”Vi vil følge reglerne og vil selvfølgelig lave en overenskomst. Men det giver ikke mening, før vi har et skib at sejle med”, siger Poulsen til DR P4 Esbjerg.
Niels Poulsen oplyser til DR, at Regina Line på nuværende tidspunkt har tre skibe på hånden. De sidste brikker kan falde på plads hvert øjeblik, siger Poulsen, og så kan han tage konkurrencen op med DFDS.
”Både vognmænd og passagerer har tilkendegivet, at de vil sejle med os. Så vi skal nok få fyldt bildækket op”, siger Niels Poulsen til DR P4 Esbjerg.
Hvis alt falder på plads vil Regina Line starte sejladsen op til sommer.
Kilde: DR P4 Esbjerg