Rederne vil hæve containerrater til Asien
De største containerrederier, samlet i Far Eastern Freight Conference siger, at de taber penge på at sejle containere fra Europa til Asien. Rederierne vil nu slå et slag for højere rater, og de er indstillet på, at det kan koste markedsandele at nå målet.
Det kinesiske eksporteventyr sender hvert år millioner af containere med billige kinesiske varer til forbrugerne i Europa. Det har givet stigende fragtrater på ruterne mellem Asien og Europa.
Men de penge rederierne tjener på gyngerne, sætter de til på karrusellerne - siger rederne. I dette tilfælde er karrusellerne de østgående containerruter fra Europa til Asien, hvor tæt på værdiløse varer som returpapir fyldes på tomme containere der skal retur til Asien for at blive fyldt op igen.
Prisen for mange østgående transporter, er efter redernes mening alt for lav, og endda lavere end de reelle omkostninger forbundet med transporten.
Men det skal nu være slut, siger Far Eastern Freight Conference, der sidder på omkring 70 procent af markedet og tæller nogle af verdens største containerrederier, bl.a. Mærsk.
FEFC vil have de østgående containerrater sat op. Og de er parate til at ofre 20 - 25 procent af deres markedsandel for at slippe af med de ulønsomme fragter.
Kravet om højere rater er aktualiseret af, at rederierne slås med kraftig stigende udgifter, ikke mindst brændstof.