Rederi vil fjernstyre ULCV over Stillehavet
Japans største containerrederi, Nippon Yusen K.K (NYK), planlægger at teste et fjernstyret containerskib over Stillehavet i 2019 som et skridt i udviklingen henimod helt autonome skibe.
På den fjernstyrede tur over Stillehavet fra Japan til Nordamerika overvejer NYK at benytte et af sine store containerskibe, der dog vil have en fuld besætning på broen, der vil være klar til at tage over, hvis noget går galt.
Det oplyser Hideyuki Andu, der er chef for NYK´s teknologiske institut, i et interview med Bloomberg.
Målet er at udvikle skibe, der ved hjælp af avanceret teknologi kan øge sikkerheden ved at eliminere menneskelige fejl, der er den hyppigste årsag til ulykker til søs.
NYK indgik sidste år et samarbejde med bl.a. radarfabrikanten Furuno og Japan Radio for at studere teknikker til at undgå kollisioner med autonome skibe.
Også Japans to andre store containerrederier, Mitsui O.S.K. LInes (MOL) og Kawasaki Kisen Kaisha arbejder på at udvikle autonome skibe, men har ikke ønsket at fortælle, hvornår de er klar til at teste.
Det har til gengæld det norske gødnings-selskab Yara International, der i maj meldte ud, at de vil teste et selvsejlende fragtskib i anden halvdel af 2018. Skibet skal sejle Yara-produkter fra virksomheden fabrik i Porsgrunn til Brevik og Larvik i Norge.
Redaktionen