Rederi anker sag til EU-domstolen
HH-Ferries, tidligere Scandlines Øresund, har anket EU-Kommissionens afgørelse om, at den danske stat gerne må støtte Øresundsbroen økonomisk til EU-domstolen. Sagen kan få konsekvenser for Femern-forbindelsen.
”Kommissionen skal sikre ensartede rammevilkår og lige konkurrence for alle selskaber. Det sker tydeligvis ikke i den her sag, som vi mener, blive afgjort politisk. Nu appellerer vi afgørelsen til EU-domstolen, så vi kan få en reel juridisk vurdering af sagen”, siger Henrik Rørbæk, adm. direktør i HH-Ferries.
Selskabet bag Øresundsbroen låner penge til samme rente som staten, og staten garanterer for økonomien, indtil Øresundsbroen har tilbagebetalt lånene. Det mener HH-Ferries er konkurrenceforvridende, og rederiet klagede derfor i april 2013 til EU-Kommissionen over finansieringsmodellen for Øresundsforbindelsen, og de garantier, som både den danske og den svenske stat giver, den såkaldte statsgarantimodel. EU-Kommissionen afviste i oktober måned sidste år klagen.
Der kan gå et par år, før der kommer en ny afgørelse i sagen fra EU-domstolen. Hvis HH-Ferries denne gang får medhold, kan det få konsekvenser for Femern-forbindelsen. Scandlines har nemlig indgivet en tilsvarende klage over den danske og den tyske stat i forbindelse med finansieringen af Femern-forbindelsen.
Kilde: business.dk