Rabat i havne til miljørigtige skibe
Som udløber af en omfattende international havneindsats for miljøet vil 5 af Europas største havne nu give energieffektive skibe rabat på havnekald. Norden har foreløbig tilmeldt 13 produkttankere til projektet.
Hamborg Havn er med i den nye ordning.
Grøn sejlads skal belønnes, og havnene verden over spiller en central rolle , når shippingindustrien skal yde sit bidrag til et bedre klima. Det mener i hvert fald 55 af verdens største havne, der er gået sammen i World Ports Climate Initiative (WPCI) og har, som centre for transport og økonomi, forpligtet sig til at reducere udledningen af drivhusgasser.
Et eksempel på projekter under WPCI er Environmental Ship Index (ESI). ESI måler et skibs samlede udledning baseret på mængden af kvælstof, svovl, partikler og drivhusgasser, og indekset er et frivilligt tilbud til havne og skibe, der ønsker at gøre en indsats for at reducere udledningen af klimaskadelige stoffer.
Havnene i Amsterdam, Antwerpen, Bremen, Hamborg og Oslo er de første, der er tilmeldt projektet, og når ordningen for alvor kommer i gang i løbet af det kommende års tid, vil de på baggrund af ESI-beregninger give rabat på havnekald til miljøvenlige skibe.
Hvis et skibs udledning ligger under eller på niveau med International Maritime Organizations (IMO) anbefalede udledningsstandarder udløses rabatten. Jo længere udledningerne ligger under standarderne, jo flere point og jo større rabat får skibet, når det lægger til kaj.
Udover de 5 havne er foreløbig 243 skibe med en valid ESI-score tilmeldt. Heraf er 13 produkttankere fra Norden, som også forventer at tilmelde tørlastskibe henover sommeren.
”Projektet er endnu i sin vorden, og Nordens tilmelding er i første omgang for at vise opbakning til initiativet om at belønne skibe, der belaster klimaet mindst muligt. Havnene er stadig i gang med forberedelserne til at tage det nye system i brug, og det samme gælder rederiernes forberedelser på at leve op til de krav, der stilles til rederne og deres skibe”, siger Jens Malund, der er leder af operationsafdelingen i Norient Product Pool og dermed ansvarlig for operationen af Nordens og poolpartneren Interorients tankskibe.
For at være klar, når ordningen træder i kraft i de forskellige havne, er Nordenss næste skridt en Ship Energy Efficiency Management Plan (SEEMP), som er påkrævet i ESI for at opnå point på skibets udledning af CO2 og dermed rabatterne på havnekald.
Kilde: Norden
