Private vagtværn skal holde narkoen væk
De seneste uger er der gjort store narkofund om bord på skibe, både i udlandet og i Danmark. Herhjemme er J. Lauritzen et af de rederier, der tager risikoen for at agere som narkokurer meget alvorligt.
J. Lauritzen hyrer private vagtværn i en række havne i Syd- og Mellemamerika for at undgå at blive fedtet ind i en uheldig narkotransport.
I årtier har selskabet været højt eksponeret over for at komme til at fungere som kurerskib med køleskibe i fast sejlads på de »hotte« ruter mellem Sydamerika og USA.
"Skulle vi færdes i områder, hvor narkotikasmugling er et problem, altså typiske afskibningshavne, så hyrer vi vagtværn til at være om bord på skibene, indtil vi forlader havnen. Det er typisk i nogle af de syd- og mellemamerikanske havne", siger Ole Svendsen, teknisk chef i J. Lauritzen, til dagbladet Børsen.
Rederiet
arbejder med en slags »rød« liste over særligt risikable havne.
"Nu er vi heldigvis ikke længere så plaget af at sejle til Colombia, som vi var engang. Men vi sejler en hel del til Equador og andre sydamerikanske havne, hvor vi kan sige, at traditionelt er der risiko for at få placeret disse her ting på skibet. Derfor har vi vagter på skibet", siger Ole Svendsen til avisen.
Selvom rederierne gør hvad de kan for at holde narkoen ude, så erkender politiet at opgaven er vanskelig.
"Det er ekstremt svært at gardere sig al den stund, at hvis ladningen er skjult i legitimt varegods, er det svært for rederiet at gøre noget som helst, hvis papirerne ellers er i orden. Vi har jo ganske store aktører på det her område. Og det er min klare opfattelse, at vi har et godt samarbejde i de sager, hvor det har vist sig nødvendigt. Der er nogle klare ting man kan være opmærksom på, som vi i de konkrete tilfælde samarbejder med rederierne om", siger Kim Kliver, fra politiets enhed for organiseret kriminalitet - NEC, til Børsen.
Kilde: Dagbladet Børsen