Prisvindende norsk færge får el-søsterskib
Den futuristiske norske hybridfærge Vision of the Fjords, der vandt den norske ’Ship of the Year’ titel i 2016, får nu et eldrevet søsterskib. Den nye færge: Future of the Fjords bygges i lighed med den første færge af Brdr. Aa i Hyen og vil blive leveret i april næste år.
”Vi er glade for og stolte over, at vi nu får mulighed for at følge den overvældende succes med Vision of the Fjords op med et søsterskib”, siger Tor Øyvin Aa, Ceo i Brdr. Aa til Maritime Danmark i Oslo.
”Denne gang bliver det så med fuld el-drift. Det bliver spændende. Det er den første el-drevne færge i verden bygget af carbonfibre”, siger Tor Øyvin Aa.
Future of the Fjords er lige som sit søsterskib ejet af The Fjords, der er et af de største færgeselskaber i Norge.
Den nye færge vil blive drevet af to 300 kW elektriske motorer, der muliggør en fart på op til 16 knob.
Future of the Fjord koster 144 millioner norske kroner, hvilket er markant højere end prisen på Vision of the Fjords som kostede 90 millioner kroner.
Enova, en organisation der fremmer lavemissionsløsninger, har ydet en støtte på 17,8 millioner norske kroner til projektet.
Den norske miljøorganisation Bellona støtter også projektet, dog ikke økonomisk.
Redaktionen
Læs om Vision of the Fjords i Magasinet Maritime Danmark herunder: