Pram Rasmussen skal rådgive storbank
Den amerikanske storbank JPMorgan Chase tilknytter nu A.P. Møller-Mærsks bestyrelsesformand, Michael Pram Rasmussen, som rådgiver for storbankens topledelse. Pram Rasmussen får sæde i det såkaldte JPMorgan Chase International Council.
Michael Pram Rasmussen overtager den prestigefyldte plads fra Jess Søderberg, der i sin tid efterfulgte Mærsk Mc-Kinney Møller som medlem af topledergruppen, der indebærer mulighed for at netværke med personer i den internationale sværvægterklasse. Det skriver epn.dk.
Udnævnelsen understreger Michael Pram Rasmussens rolle som en magtfuld bestyrelsesformand, da den nye A.P. Møller-Mærsk chef Nils Smedegaard af mange var set som en logisk afløser på posten idet han indtrådte i den stilling, som Jess Søderberg måtte forlade i utide.
Kilde: epn.dk