Politisk krav om landstrøm til skibe
Københavns Borgerrepræsentation skal den 21. august behandle et forslag fra SF om, at de mere end 400 krydstogtsskibe der årligt anløber København fremover skal tilbydes landstrøm.
”Vi er glade for, at skibene bringer udenlandske besøgende til København. Men de store krydstogtskibe producerer selv energi via fossile brændsler og bidrager mærkbart til luftforureningen”, siger SFs miljøordfører i Borgerrepræsentation Peter Thiele, ifølge Ekstra Bladet til Ritzau.
Ifølge avisen vil det koste 200 millioner kroner at etablere et landstrømanlæg i Nordhavn. En udgift som By & Havn, som er ejet af Københavns Kommune og staten, skal bære.
Antallet af krydstogtturister har været støt stigende de sidste 10 år, mens antallet af besøgende skibe i København faldt en anelse sidste år - et forhold der skyldes at krydstogtskibene bliver større og større.
København er gentagne gange blevet kåret som den mest populære krydstogtdestination i Østersøen.
Kilde: Ekstra Bladet