Politiet frigiver narkoskib og besætning
Det kinesiske kulsskib Wan May er søndag morgen på vej nordover gennem Samsø Bælt med kurs mod Columbia. Det sker efter at politiet lørdag afsluttede ransagningen af skibet og løslod besætningen.
Fredag fandt en indsatsgruppe bestående af medarbejdere fra politi og SKAT 20 kilo ren kokain ved en ransagning om bord på den i Hong Kong indregistrerede bulkcarrier Wan May der torsdag ankom til Stigsnæsværket med en ladning kul fra Colombia.
Undervejs fra Colombia havde skibet gjort stop i Rotterdam.
Politiet valgte at tilbageholde og afhøre hele besætningen, men afhøringerne tilvejebragte ikke oplysninger der var stærke nok til, at politiet kunne fremstille enkeltpersoner i grundlovsforhør. Politiet løslod derefter hele den 20 mand store besætning og frigav skibet.
”Efterforskningen har bekræftet politiet i, at kokainen skulle have været transporteret til et andet europæisk land. Vi vil derfor i samarbejde med Rigspolitiet forfølge den internationale vinkel i efterforskningen”, siger Kim Kliver, politiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV2 Øst.
Solgt på gaden i Danmark har kokainen en værdi på omkring 11 millioner kroner, svarende til en pris på 550 kroner pr gram. Narkofundet vil nu blive destrueret.
Kilde: TV2 Øst