Pirater og gidsler dræbt i ildkamp
Ifølge endnu usikre oplysninger, er tre pirater og to besætningsmedlemmer fra det kaprede fragtskib Iceberg1 blevet dræbt i en ildkamp med sikkerhedsstyrker fra den somaliske provins Puntland
Ifølge de foreliggende oplysninger opstod der ildkamp mellem sikkerhedsstyrkerne og pirater der forsøgte at sejle forsyninger ud til det kaprede skib, der ligger for anker ud for den somaliske by Ga’raad.
Ud over de tre dræbte pirater meldes yderligere tre pirater at være blevet til fange. Store mængder af ammunition og automatvåben er blevet beslaglagt.
Oplysningen om, at to af de 22 gidsler der befinder sig om bord på fragtskibet er blevet dræbt, stammer fra en lokal politichef Abdikarin Keytun, men oplysningerne er ikke bekræftet fra anden side.
Iceberg 1 og skibets 23 mand store besætning blev taget til fange i marts 2010. Et besætningsmedlem er tidligere afgået ved døden. Besætningen er sammensat af søfolk fra Yemen, Ghane, Pakistan, Sudan og Filippinerne.
Ildkampen, der fandt sted tirsdag, kommer angiveligt efter, at sikkerhedsstyrkerne søndag forsøgte at storme skibet for at befri de 22 gidsler.
Ifølge de seneste oplysninger har sikkerhedsstyrkerne nu omringet skibet, og har indledt forhandlinger der skal føre til en ikke-voldelig afslutning på kapringen.
Kilde: Tradewinds