Peter Nordborg ny Group CEO i Clipper
Clipper Group har udnævnt den 49-årige Peter Norborg til ny Group CEO. Han erstatter Frank G. Jensen, der fortsætter som bestyrelsesformand. Peter Norborg bor for tiden i Schweiz sammen med sin familie, men flytter nu tilbage til København. Han starter i Clipper den 1. april 2016.
“Jeg er meget begejstret for at få Peter Norborg ombord på Clipper som Group CEO. Peter er en af de mest erfarne topledere inden for tørlast i dag, og jeg er overbevist om, at han er den rette mand til jobbet og til at lede Clipper i mange år fremover”,” siger Frank G. Jensen.
Peter Norborg kommer fra en stilling som Chief Operating Officer i den schweiziskbaserede tørlastvirksomhed Gearbulk, en stilling han har haft siden 2012. Før det tilbragte han 14 år hos D/S Norden, senest som Executive Vice President og Head of Dry Cargo division. Peter har en EMBA fra IMD Business School.
Frank G. Jensen trådte ind som Group CEO i juli 2015, da de tidligere CEOs Kristian Mørch og Gary Vogel begge havde forladt virksomheden. Han har været formand for Clippers bestyrelse siden 2010.
Frank har arbejdet i Clipper siden 1992 og var CEO for Clipper Bulk 1999-2010 og CEO for Clipper Group 2010-2013 og igen i 2015.
Kilde: Clipper Group
