Oversete maritime trusler skal frem i lyset
Danske Rederier vil nu med en mini-konference sætte fokus på, hvad organisationen kalder "oversete maritime trusler som blindpassagerer, menneskehandel og smugling af ulovlige varer og narkotika."
Pirateri er ifølge Danske Rederier den trussel, der oftest får mest opmærksomhed, når man taler om kriminalitet til søs. Men der er en række andre forbrydelser, der tit bliver overset. Nu skal de skjulte trusler frem i lyset, og derfor arrangerer Danske Rederier en ny mini-konference.
Konferencen skal skabe opmærksomhed og viden om de mere oversete forbrydelser, som for eksempel skibe der får blindpassagerer om bord, eller bliver involveret i menneskehandel eller smugling af våben, ulovlige varer og narkotika. Målet med arrangementet er at sætte disse forbrydelser ind i en bredere sammenhæng og diskutere, hvordan de bedst kan adresseres.
”Det er afgørende for os, at vi arbejder målrettet med at sikre den maritime sikkerhed og det gør vi bedst ved at få problemerne frem i lyset og sat på dagsordenen”, siger Asbjørn Overgaard Christiansen, fungerende direktør hos Danske Rederier.
Mini-konferencen, der vil byde på debat, videndeling og netværk, hedder ”Uncovering Hidden Maritime Crimes - Consequences for the Shipping Industry” og afholdes i samarbejde med Københavns Universitet og Safe Seas netværket den 27. maj.
Kilde: Danske Rederier