Overfyldte vogndæk på Leonora Christina
Bilerne på hurtigfærgen Leonora Christinas vogndæk pakkes ofte så tæt, at folk har svært ved at komme ind og ud, mener Bornholms Passagerforening. De godt proppede bildæk på hurtigfærgen Leonora Christina vil være en del af passagerernes rejseoplevelse et stykke tid fremover.
”Rederiet Færgen har svært ved at gøre noget ved problemet. Færgen er bundet af sin kontrakt med Trafikstyrelsen om, hvor meget en bil i gennemsnit fylder, og hvor mange biler der dermed er plads til på vogndækket. Rederiet vil derfor miste penge, hvis det ikke følger dét regnestykke”, siger formand for Bornholms Passagerforening Bjørn Carlsen.
Bjørn Carlsen har holdt møde med repræsentanter for Færgen, og her kom det frem, at problemet ligger i de aftaler, der er indgået med staten. Han fortæller, at mødet gik fint. Færgens medarbejdere var klar over problemet og vil gerne gøre noget, men føler sig låst fast af kontrakten med staten.
”Det stemmer dårligt overens med en bekendtgørelse fra Søfartsstyrelsen, hvor der skal sikres fri og uhindret adgang til bilerne. De to ting hænger simpelthen ikke sammen”, siger Bjørn Carlsen.
Da Færgens kontrakt med staten gælder helt frem til 2017, bør der gøres noget for at løse problemet meget snart. Sandsynligvis vil Passagerforeningen opfordre Trafikstyrelsen til at lave en tillægskontrakt, så Færgen kompenseres for manglende indtægter, hvis der skal færre biler på
vogndækkene.
Kilde: dr.dk/P4/Bornholm