OSK-ShipTech vurderer arktiske risici
OSK-ShipTech A/S har begivet sig ind på et nyt strategisk forretningsområde med et nyudviklet risikovurderingsværktøj til skibsredere og cruiseoperatører, der sejler i arktiske farvande. Værktøjet er udviklet i samarbejde med Ready Risk Consulting.
”Vi ser helt klart en voksende interesse fra vores kunder og et kommercielt forretningsområde, hvor vi kan yde ekspertrådgivning til vores kundegruppe af skibsredere og operatører og hjælpe dem med at håndtere de operationelle og strategiske udfordringer ved arktiske operationer”, siger Anders Ørgård Hansen, adm. direktør for OSK-ShipTech.
”Der er et bredt spektrum af risici og udfordringer, der rækker lige fra praktiske og operationelle som ruteangivelse, forsyninger og udrustning til vinteren til specifikke krav om skibsdesign og forstærkning af skibe og overholdelse af lovgivning såsom Polarkoden”, tilføjer han.
I samarbejde med Ready Risk Consulting har OSK-ShipTech udviklet det nye risikovurderingsværktøj, der kortlægger diverse risici for hvert enkelt område.
OSK-ShipTech arbejder for øjeblikket blandt andet med Aurora Expeditions om renoveringen af Polar Pioneer.
”Vores mål er at assistere vores kunder med komplette risikovurderinger vedrørende alle aspekter af deres polarskibes fremtidige drift og design med alle moderne bekvemmeligheder og et skibsdesign, der er på forkant”, siger Anders Ørgård Hansen.
Kilde: OSK-ShipTech