Ordre: Klap som om I var på stripklub
Ordene faldt noget uheldigt, da chefsergenten om bord på det amerikanske hangarskib USS Harry S. Truman gav besætningen besked om, at give den amerikanske vicepræsident Mike Pence en varm velkomst, da Pence for nyligt holdt en tale om bord på hangarskibet.
”Klap som om I var på stripklub”, sagde chefsergenten, hvilket en repræsentant for den amerikanske flåde efterfølgende måtte beklage.
”Det var upassende, og sagen vil blive taget op af skibsledelsen”, sagde Lt. Cmdr. Laura Stegherr.
Vicepræsidenten havde sikkert fået klapsalver alligevel, for i sin tale sagde Pence, at præsident Donald Trump har beslutte at bevare hangarskibet i aktiv tjeneste i mange år endnu – en meddelelse der skabte stor begejstring om bord.
Så sent som i marts besluttede Donald Trump ellers at skrotte USS Harry S. Truman i 2024, i stedet for at levetidsforlænge det atomdrevne hangarskib. Beslutningen ville give en besparelse på 30 milliarder dollar over hangarskibets restlevetid - penge præsidenten hellere ville bruge på at modernisere den øvrige flåde.
Men nu vil Trump alligevel beholde hangarskibet, samtidig med at resten af flåden moderniseres. En beslutning der er populær, ikke kun om bord på hangarskibet, men også i den amerikanske kongres, der var utilfreds med præsidentens oprindelige beslutning om at skrotte hangarskibet.
Redaktionen