Opkøb fører til navneændringer hos DFDS
DFDS opkøb af det tidligere Mærsk-rederi Norfolkline fører nu til, at DFDS strømliner rederiets navnestruktur. Fremover vil rederiets aktiviteter optræde under navnene DFDS Seaways og DFDS Logistics.
DFDS Seaways omfatter alle passagerskibsruter og fragtskibe samt de tilhørende terminaler. Det vil være det navn, der står på siden af alle rederiets skibe, og som sejlende passagerer vil møde i alle sammenhænge.
DFDS Logistics bliver navnet på selskabets vej-, jernbane- og containeraktiviteter.
Med navneændringen ønsker DFDS at øge synligheden og genkendeligheden over for kunderne. Navnene vil dog ikke blive udskiftet på én gang, men gradvist i takt med integrationen af de to selskaber.
DFDS optræder i dag under mange navne over for kunderne, blandt andet som DFDS Tor Line, DFDS Lisco, DFDS Lys Line, DFDS Seaways, Speedcargo, Halléns mv.
Handelen med A.P. Møller-Mærsk betyder, at DFDS nu beskæftiger omkring 6.000 personer, driver 63 skibe og har en årsomsætning på cirka 11 milliarder kroner.
I forbindelse med handlen er Mærsk blevet ny storaktionær i DFDS, og Mærsk-reder Søren Skou ventes nu at indtræde i DFDS bestyrelse.
Kilde: DFDS
