Olieprisen fortsætter med at falde
Prisen på en tønde Nordsøolie åbnede mandag morgen på 33 dollar - trukket ned af faldende efterspørgsel på grund af coronakrisen, samt en priskrig mellem Saudi Arabien og Rusland. Et møde mellem de olieproducerende lande der var planlagt til i dag, er udskudt til torsdag.
Målet med mødet mellem de største olieproducerende lande er, at forsøge at nå til enighed om en nedskæring af produktionen, i håb om at det kan standse faldet i olieprisen.
Siden årsskiftet er prisen på råolie næsten halveret.
USA, der i dag er verdens største olieproducent, afviser at indgå en aftale om en nedskæring af olieproduktionen. Den amerikanske præsident Donald Trump er fortaler for et frit marked, og er imod det han opfatter som kartellignende aftaler olieproducenterne imellem.
Norge er et af de lande der ventes at reducere sin olieproduktion hvis det lykkes at indgå en aftale.
Redaktionen