Oliehandelsselskab venter sigtelse frafaldet
Det danske oliehandelsselskab - hvor Bagmandspolitiet i øjeblikket efterforsker en sag om påstået millionsvindel begået af flere højtstående medarbejdere - forventer at politiet frafalder sigtelserne. Der er nedlagt navneforbud i sagen.
"Det er selskabets forventning, at Bagmandspolitiet frafalder sigtelsen, men selskabet har i øvrigt ikke kommentarer til sagen”, skriver selskabets advokat i en mail til dagbladet Børsen.
Forventningen skal ses på baggrund af, at den virksomhed der rejste anklagerne mod oliehandelsselskabets medarbejdere efterfølgende har trukket politianmeldelsen tilbage.
Det forhold at anmeldelsen er trukket tilbage stopper dog ikke Bagmandspolitiets efterforskning.
”Vi rejser jo ikke tiltale på baggrund af en anmeldelse. Det gør vi på baggrund af de beviser, som vi måtte finde. Så hvis vi mener, der er beviser, vil vi køre sagen, selvom en anmeldelse eventuelt bliver trukket tilbage”, siger Mikkel Thastum, kommunikationschef i Anklagemyndigheden til Børsen.
Ifølge TV2 Finans har politiet foretaget flere ransagninger for at underbygge sagen der angiveligt handler om urigtige afregninger overfor en udenlandsk kunde.
Kilde: Dagbladet Børsen og TV2 Finans