Øget dansk bidrag til Somalia
Udenrigsminister Villy Søvndal og udviklingsminister Christian Friis Bach deltog torsdag i en international konference om Somalia i London og annoncerede i den forbindelse et øget dansk bidrag til stabiliseringsindsatserne i Somalia.
”Det skorter ikke på udfordringer i Somalia. Vi har gennem mange år vænnet os til dårlige nyheder fra denne del af verden. Men på det seneste har vi set begyndende tegn på opmuntring. Der er fremskridt både i forhold til sikkerhed og den politiske proces. Dem skal vi gribe også selvom det ikke bliver nemt. Jeg er derfor meget tilfreds med udfaldet af konferencen, hvor det lykkedes at sikre klar international opbakning til den politiske proces i Somalia, og hvor vi fik sat nogle solide danske fingeraftryk – ikke mindst når det gælder behovet for en styrket indsats på stabilisering”, siger udenrigsminister Villy Søvndal.
På konferencen blev det besluttet at oprette en stabilitetsfond, der bl.a. skal fremme god regeringsførelse og et bæredygtigt retssystem. Danmark meddelte, at man vil bidrage til fonden med 12 millioner kroner.
Det danske bidrag til stabilitetsfonden ligger i forlængelse af Danmarks nuværende engagement i Somalia og på Afrikas Horn, der beløber sig til cirka 200 millioner kroner årligt i de næste tre år. Hertil kommer den danske humanitære bistand til regionen.
På konferencen blev det hilst velkommen, at der er opnået enighed om en styrkelse af den Afrikanske Unions mission i Somalia, AMISOM. Ligeledes var der enighed om øget international koordination samt en styrket indsat mod pirateri og terrorisme.
Se TV-indslag fra konferencen med den britiske Prime Minister David Cameron herunder.
Kilde: Udenrigsministeriet
