Offshorebranchen mangler medarbejdere
Der er store vanskeligheder med at få besat ledige stillinger indenfor offshorebranchen og det er kun starten på et voksende problem. Der vil i årene frem til 2020 blive yderligere 7.000 jobs inden for branchen, der dækker vindenergi, olie- og gasindustri.
SEMCO Maritime i Esbjerg ansatte sidste år 130 ingeniører, elinstallatører og tekniske offshore managere. Firmaet
har allerede ansat folk fra Mellemøsten, Østeuropa og England - alligevel har de stadig cirka 20 ubesatte stillinger.
”Det er svært at finde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Kan vi ikke få nogen fra nordjylland eller sjælland, så må vi kigge ud i verden”, siger HR manager hos SEMCO Maritime Jens Holm Nielsen
”Det er mere omkostningstungt at skulle hente medarbejdere fra udlandet, eller at skulle opkvalificere andre medarbejdere. Det vil i længden svække vores konkurrenceevne i forhold til landene omkring os”, siger direktør hos Offshore Center Danmark Peter Blach.
Et af de steder, hvor man kan uddanne sig til et job i offshorebranchen, er hos Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg - men her oplever de ikke den store interesse for uddannelserne. Dette på trods af at alle de nuværende studerende har praktikpladser. De 20 studerende, der bliver færdige til sommer, har alle fået job.
”Det er næsten nemmere at få studerende fra Singapore end at overbevise en fyr fra sjælland om, at arbejdsmarkedet står og venter på, at han tager til Esbjerg og får en offshore-uddannelse”, fortæller uddannelseschef på Erhvervsakademi Sydvest Jens Høffner.
Kilde: Erhvervsakademi Sydvest/DR P4