Offshore vind-segmentet kortlægges
Danmarks Rederiforening og Rederiforeningen af 2010 er, med støtte fra Den Danske Maritime Fond, ved at kortlægge efterspørgslen efter maritime tjenester i offshore vind-segmentet. Målet er at afdække de danske rederiers rolle og fremtidsperspektiverne.
”Vi ønsker at klarlægge potentialet inden for offshore vindsegmentet for vores medlemmer, men også at øge informationsniveauet blandt beslutningstagerne, der er med til at sætte rammerne for branchen,” siger afdelingschef i Danmarks Rederiforening Jacob K. Clasen.
Dansk skibsfart er involveret i såvel opsætning og nedtagning som den løbende vedligeholdelse af havvindmøller - et område, der er i hastig vækst, og som man forventer vil vokse betragteligt de kommende år.
Foruden en rapport, vil Rederiforeningerne få skabt en global skibsdatabase, der vil være tilgængelig for medlemmerne, og som kan give et overblik over udbudssiden af markedet.
Kilde: Danmarks Rederiforening