Odense Havn vil udvide for 300 mio. kr.
Kun halvandet år efter at Odense Havn købte Lindø Industripark af A.P. Møller - Mærsk er industriparken allerede vokset ud af sit ham. Derfor vil Odense Havn nu udvide såvel Terminal Nord som Lindø Industripark. Det skriver Fyens Stiftstidende.
”Vi ser på, om vi kan udvide operationsområdet. Vi kigger på jordbundsforhold og godkendelsesprocesser, men længere er vi ikke nået endnu", siger havnedirektør Carsten Aa til avisen.
Ifølge avisen vil den samlede investering løbe op i 300 millioner kroner, heraf 200 millioner kroner til udvidelsen af terminal og 100 millioner kroner til industriparken.
Antallet af virksomheder på det gamle værftaareal er nu oppe på 145. Der er dog stadig et godt stykke vej op til de 2.600 personer, der var beskæftiget, da Lindø-værftet havde sin storhedstid.
Kilde: Fyens Stiftstidende