Nyt tørlastrederi på børsen i København
Det norske rederi Eitzen overvejer at børsnotere sine tørlastaktiviteter i København. Det vil i givet fald ske via det allerede børsnoterede rederi Orion, der har ligget uvirksomt hen i årevis, og som Eitzen allerede ejer 93,1 procent af.
Som led i en restrukturering af rederiets aktiviteter, overvejer Camillo Eitzen & Co at børsnotere sine tørlastaktiviteter på OMX fondsbørsen i København. Rederiet oplyser, at nærmere oplysninger vil komme så snart man er færdig med overvejelserne
Ifølge RB-Børsen overdrog Camillo Eitzen & Co i april hele sin aktiepost i Orion til sit 100 pct. ejede datterselskab Eitzen Bulk.
Eitzen Bulk ejer tre skibe og kontrollerer 50. Der er 14 nybygninger undervejs og 64 ansatte. Hovedsegmentet er handymax og sekundært panamax.
Camillo Eitzen & Co er noteret på børsen i Oslo og også involveret i Eitzen Chemical, der opererer på kemikalietankermarkedet, og har en selvstændig notering på Oslo-børsen.
Camillo Eitzen og Co. har samlet 1200 ansatte på land og mere end 5000 på vand. Hovedkontoret ligger i Oslo med et kommercielt hovedkontor i København og i øvrigt kontorer i mere end 80 andre lande.
Kilde: euroinvestor.dk