Nyt projekt skal kortlægge Østersøen
FAMOS er et projekt, som seks lande rundt om Østersøen har sat i gang med det formål yderligere at kortlægge Østersøen for at gøre det lettere for søfarten at navigere i området. Projektet ledes af den svenske søfartsstyrelse, og derudover deltager Finland, Estland, Letland, Tyskland og Danmark, som repræsenteres af Geodatastyrelsen.
Målet med projektet er, at man inden 2020 skal have kortlagt en fjerdedel af Østersøens bund, hvilket er et område på cirka 100.000 kvadratkilometer. I slutningen af februar sendte projektpartnerne en ansøgning til EU for at få EU-støtte. For Sveriges vedkommende er det beregnet, at projektet vil koste 390 millioner svenske kroner, og forhåbningen er, at EU-støtte kan finansiere en tredjedel af projektomkostningerne.
Formålet med projektet er at hjælpe søfarten i deres ruteplanlægning, for eksempel ved, at skibene kan planlægge en rute over dybt vand for at mindske vandmodstanden og derved spare brændstof.
Kilde: Sjöfartstidningen