Nyt meldesystem skaber problemer
NaturErhvervstyrelsens har pr. 1. januar indført et nyt meldesystem, som flere fiskere har problemer med. Systemet indeholder nemlig flere fejl i forhold til hvad fiskerne skal melde.
“Der er fiskere, der prøver at være lovlydige, men de møder modstand”, siger Jan Hansen, formand for Kreds Nord, ifølge Danmarks Fiskeriforening.
Fiskerne er lovpligtige til at aflevere landingserklæringer med oplysninger fra enten auktion eller samlecentral, men i det nye system er fuldmagten ikke i orden. Det betyder, at fiskerne selv bliver nødt til at indsende oplysningerne, hvilket er et dobbeltarbejde. Der er nemlig ikke rigeligt med linier på landingserklæringen.
Ydermere har fiskere som fisker tæt på kysten problemer med internetforbindelse. Man skal nemlig melde at man kommer til havn 2 timer inden det sker, hvis man har mere end 50 kilo fisk ombord. Hvis fiskerne sejler i havn inden der er gået 2 timer, modtager de en bøde.
“Det er ikke en måde at behandle de mindre fartøjer på, når man samtidig snakker om, at man vil bevare kystfiskeriet. De mindre fartøjer skal jo melde dagligt, når de går mod havn”, siger Jan Hansen til Danmarks Fiskeriforening.
Kilde: Danmarks Fiskeriforening