Nyrup i spidsen for energi-center på Lindø
Tidligere statsminister Poul Nyrup sætter nu sig i spidsen for udviklingen af vedvarende energi på Lindø. Tirsdag aften blev en ny fond, Lindø offshore-center, med bl.a. Nyrup Jørgen Mads Clausen og Lars-Erik Brenøe i bestyrelsen, stiftet
Den nye fond ,og planerne med fonden, vil onsdag blive præsenteret på en lukket konference på Lindøværftet.
Vindmøllefirmaet Skykon, der er blandt de virksomheder der planlægger at etablere sig på værftsområdet, er også repræsenteret i den nye fond.
"Det er nødvendigt med denne indsats, hvis Danmark skal bevare sin førerplads i vindmølleverdenen", siger Jesper Øhlenschlæger, direktør i Skykon og nyvalgt bestyrelsesmedlem, til business.dk.
"Poul Nyrup Rasmussen er en stærk spiller at have med, og han har kæmpet meget for vedvarende energi i sin tid som politiker", siger Jesper Øhlenschlæger til avisen.
10 procent værftsarealet er allerede lejet ud til Fredericia Skibsværft. Her ser direktør Peter Jann Nielsen mange muligheder, hvis et nyt vind- og bølgeenergicenter får hjemsted på Lindø.
"Vedvarende energi flytter ud mod havet, og det kræver store og tunge konstruktioner, som vores ingeniører har stor erfaring med at beregne. Desuden har Lindø faciliteterne til at bygge store konstruktioner og udskibe dem med det samme, så de ikke skal ud og ligge og køre på vejene. Og faciliteterne ligger klar stort set med det samme", siger Peter Jann Nielsen til Ritzau.
Hvis det nye center bliver til virkelighed, bliver det en selvstændig virksomhed i den kommende industripark på Lindøgrunden med egen leder og egne ansatte.
Kilde: business.dk og fyens.dk