Nye store ordrer giver vækst til Scanel
Omsætningen hos Scanel International i Frederikshavn, der leverer elektrotekniske systemer til den maritime industri samt offshore, steg med over 20 procent i 2014, og det har givet grundlag for 50 nye jobs. Virksomheden forventer samme vækst i år.
”Vi har vundet en del nye, store ordrer, blandt andet i forbindelse med skibsbyggeri i Skagen, offshore-opgaver flere steder, renovering af flydende hoteller og miljørensning, og det kræver flere medarbejdere”, siger Claus Søgaard Poulsen, adm. direktør hos Scanel.
Desuden oplever Scanel vækst inden for montage af scrubbere på skibe. Prisfaldet på olie påvirker ganske vist Scanel negativt, og der er allerede et par ordrer, som er droppet, men det opvejes af udbygningen inden for vindenergi, som er politisk fastsat. Scanel kan godt skaffe nye medarbejdere, men med en arbejdsløshed blandt skibselektrikere, elektromekanikere, montører osv. på omkring én procent, vil Claus Søgaard Poulsen ikke afvise, at der kan opstå flaskehalsproblemer i fremtiden.
Scanel samarbejder i øvrigt med andre nordjyske maritime virksomheder om at trække flere offshore-opgaver til Nordjylland. Det sker i form af netværket Offshore Base Scandinavia.
Kilde: Nordjyske Stiftstidende