Nye regler for sejlads på Flensborg Fjord
Danmark og Tyskland har iindgået en aftale om fælles retningslinjer for godkendelse af skibe til passagersejlads på Flensborg Fjord. Tidligere har forskellige regler i de to lande skabt problemer for rederierne.
"Jeg er meget glad for, at der med aftalen skabes klare retningslinjer for de skibe, der ønsker at sejle med passagerer mellem Danmark og Tyskland på Flensborg Fjord. Forskellige regler i de to lande har tidligere været til stor frustration for de berørte skibsejere”, siger Erhvervsminister Brian Mikkelsen.
”Samtidig imødekommer aftalen også en efterspørgsel fra turismeerhvervet og lokalsamfundet om at gøre det lettere for disse skibe at blive godkendt. Det er til gavn for turismen, erhvervslivet og regionen”.
Hidtil har det givet anledning til uklarhed om krævede standarder og certifikater, når for eksempel et tysk passagerskib, godkendt efter tyske regler for indre vandveje, skulle anløbe den danske del af Flensborg Fjord. Det retter aftalen nu op på.
Danske operatører, der ønsker at transportere passagerer i henhold til aftalen, skal tage kontakt til Søfartsstyrelsen. Tyske operatører skal tage kontakt til de tyske søfartsmyndigheder.
Kilde: Søfartsstyrelsen