Nybygninger på vej til Maersk Line
Efter at have fremlagt et særdeles tilfredsstillende regnskab for 2014 står der nybygninger på menuen hos Maersk Line. Rederiet forventer at have behov for nye skibe i 2017, så allerede i dette forår vil rederiet begynde ordreprocessen.
”Vores økonomi er stærk, og vores strategi virker. Men vi kan ikke hvile på laurbærrene. Vi driver forretning i en meget konkurrencepræget industri med overkapacitet. Vi er nødt til at forblive fokuserede og fortsætte med at forsvare vores markedsposition med omkostningsførerskab og forbedrede produkter til vores kunder”, siger Søren Skou, adm. direktør for Maersk Line.
I september annoncerede Maersk Line investeringsplaner på tre milliarder dollar i årene 2015-2019. For at sikre, at Maersk Line fortsat vokser i takt med markedet, har rederiet behov for nye skibe og containere i 2017. Rederiet forventer derfor at afgive ordrer på nye skibe allerede i dette forår.
Maersk Line forventer, at resultatet i 2015 vil ligge over resultatet i 2014, dels på grund af implementeringen af øst-vest-netværket og på grund af lavere brændstofomkostninger. Rederiet forventer, at den globale efterspørgsel i år vil vokse 3-5 procent og det nominelle udbud med 5-7 procent. Som følge deraf vil fragtraterne fortsat være under pres i 2015, hvorimod olieprisen ikke vil have nogen direkte indflydelse på fragtraterne. De vil fortsat blive fastsat ud fra balancen mellem efterspørgsel og udbud.
Kilde: Maersk Line