Ny ovn god for både helbred og sikkerhed
En ny type ovn der gør det muligt at lave sundere mad på en mere sikker måde, er blevet en stor succes. Både en kok og en ernæringsekspert giver den nye Rational SCC - Self Cooking Center positive ord med på vejen.
Det lyder måske som en reklametekst, men når anbefalingen kommer fra Søfartens Arbejdsmiljøråd, er der måske alligevel grund til at spidse ører.
Kim Cleverly, der er kok på Esvagt Beta, er begejstret for en ny computerstyret ovn, der er installeret i kabyssen på hans arbejdsplads. Det er især forbedringen af de sikkerhedsmæssige forhold, som begejstrer.
"Selv i dårligt vejr kan jeg nu tilberede al slags mad. Der er intet på komfuret, bortset fra sovsen. Der er intet varmt vand bortset fra lidt i bunden af bradepanden. Altså kun lille risiko for skoldning. Den er ekstrem nem at tilberede mad i. Og så er den selvrensende. Det er guld værd", siger Kim Cleverly.
Hans begejstring deles af Karen Asmussen, ernæringskonsulent tilknyttet Søfartens Arbejdsmiljøråd, men hendes begejstring skyldes først og fremmest, at der kommer sundere fødevarer ud af ovnen, fordi maden kan tilberedes med et minimum af fedt uden velsmagen går tabt.
"Metoden gør det muligt at holde de gode råvarer intakte og bevare et højt indhold af mineraler og vitaminer i maden. Samtidig frigør ovnen ressourcer. Kokken får hænderne fri til andre opgaver, som f.eks. at bage sit eget brød", siger Karen Asmussen.
Kilde: seahealth.dk
